Uheld på Storebælt juli 2014

Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det er der flere grunde til: 1. jeg har åbnet IT-forretning/værksted i Næstved, som tager utroligt meget tid. En anden grund er at jeg i starten af juli måned havde et lille uheld, som har gjort at jeg ikke har kunne komme på vandet. Læs historien herunder.

Hyggefiskeri på Storebælt:

Vejret var godt og vi (fruen og jeg) var blevet enige om at tage et smut på Storebælt for at se om der var lidt torsk eller flade. Så vi gjorde unger og båd klar fra morgenstunden af og satte kursen mod Korsør omkring middag, således kunne vi være i vandet ved 13-tiden.

Solen stod højt, så imens jeg satte båden i vandet og gjorde den klar, spiste ungerne en is oppe ved marinaen. Da vi alle var klar, satte vi kursen mod broen, hvor vi ville starte dagens fiskeri. Da båden var godt læsset med 2 voksne og 3 unger, tog vi det stille og roligt, mens vi nød det gode vejr.

Brand i ledningsnettet:

Da vi nåede broen, tog jeg gassen af og begyndte at rigge grejet til. Da jeg havde rigget den første stang til, udbrød fruen pludselig BRAAAAND og skulle til at smide ungerne i vandet (de havde redningsvest på). Jeg fik hurtigt smidt stangen fra mig og vendt mig om. Der var en kraftig røgudvikling fra styrepulten, så jeg fik slukket for motor og strøm, og fik fat i blandslukkeren. Jeg kunne umiddelbart ikke se noget ild, men better safe then sorry, så den fik et pust op under styrepulten. Og stille og roligt forsvandt røgen.

Fruen var stadig halvvejs i panik og var ved at smide ungerne i vandet, men jeg fik talt hende til ro og sagde at der ikke skete mere, og at vi sejlede tilbage til Korsør lystbådehavn med det samme.

Nødmotor længe leve:

Hovedmotoren var død, den fik ikke nogen strøm. Men så er det jo godt at man har en stort set ny 6 HK mariner påhængsmotor med, som ikke har sejlet 1 time endnu. Så jeg fik åbnet for benzinen og luftskruen og begyndte at hive i snoren. Og jeg blev ved med at hive – den ville ikke starte. Jeg prøve med og uden choker, med lidt gas og uden gas, der skete intet. LORT. Nu fik jeg vendt mig om og kunne se at vi var drevet meget tæt på sejlrenden, så jeg fik hevet ankeret frem og smidt det i vandet.

Da jeg kunne se at vi ikke drev mere, prøve jeg igen at få startet nødmotoren, men uden held. Så var der jo kun én ting at gøre, det var at bruge VHF´en. Jeg havde tidligere hørt nogen andre både fra Næstved snakke på kanal 72, så jeg gav dem et kald for at høre hvor de lå. Desværre lå de ved Stigsnæs, så der var lidt langt for dem at sejle. Men selvfølgelig ville de gerne komme hvis jeg ikke fik kontakt med nogen andre. Jeg prøvede derefter at kalde på kanal 16, men heller ikke her var der meget hjælp at hente. Men lige som jeg skulle til at opgive, kaldte Lyngby radio mig op og spurgte om de skulle prøve at finde nogen som ville hjælpe, da de oftest havde mere held med det – ja hvorfor mon :)

10 minutter senere kaldte Lyngby radio igen, at der var en båd på vej ud til mig og at han havde givet skipperen mit mobilnummer, så kunne vi selv lige koordinere det hele. Vi skulle bare lige kalde op igen når vi var kommet på slæb. Super flinke folk på Lyngby radio :)

På slæb efter et sejlskib:

Da skipperen på den hjælpsomme båd ringede mig op og fik min position, fortalte han at han kom i en 32 fods sejlskib, så jeg kunne ikke undgå at se ham. Desværre sejler sådan en sejlbåd ikke så stærkt med deres lille motor, så der gik et sted mellem én og to timer før de dukkede op. Vi fik smidt et reb over og blev trukket til den nærmeste “havn”, som var bådbroen ved Storebælt Camping, ved det gamle færgeleje i Korsør.

Med fast grund under fødderne igen, skulle jeg jo havde båden op. Så jeg begyndte at gå om mod Lystbådehavnen, uvidende om at der var laaangt (6-8 km). Men en times tid senere, kunne jeg starte bilen og køre om til campingpladsen.

Hjælp fra ejeren af Storebælt Camping:

Da jeg kom tilbage med på campingpladsen med traileren, gik jeg ind i receptionen og spurgte om det var i orden at jeg benytte deres slæbested, da jeg havde haft et lille uheld. Damen (som var den ene ejer) fortalte at slæbestedet var meget stejlt, og at min bil nok ikke kunne trække båden op, men at hun lille ville ringe til sin mand (den anden ejer), som stod i restauranten og servicerede kunder. Han lovede at komme ned og hjælpe når han var færdig, så vi kunne jo lige sætte os og få noget at drikke.

Efter halvanden times venten, havde han tid. Så han startede deres brandbil op, og spændte traileren efter den og bakkede til. Bådbroen lå bare  10 meter ude i vandet, men med nogen reb og hjælp fra “tilskuerne”, lykkedes det til sidste at få båden op, så vi kunne komme hjem.

Jeg kan kun sige mange tak for den store hjælp jeg fik af ejerne af Storebælt Camping. Jeg tror godt jeg ved hvilken campingplads vi skal benytte næste gang :)