Home / Opskrifter og Røgning / Status på første omgang koldrøgning

Status på første omgang koldrøgning

Så er det på tide at komme med en lille status på den første omgang røgning i min nyindkøbte røgeovn. Jeg valgte at starte med en omgang koldrøgning af nogen regnbueørredfiletter. De blev lagt i en saltlage i lidt over 2 døgn, hvorefter de fik lov at tørre i køleskabet i et par dage inden røgning.

Efter tørring skulle jeg have gang i røgeovnen. Lagde en hesteskoformet pølse af røgsmuld i bakken, hældte en lille smule sprit i den ene ende og satte ild til det. Efter 15-20 minutter glødede røgsmulden stille og roligt som det skulle. Jeg satte det ind i ovnen for at se hvad temperaturen viste – den skulle jo ikke gerne komme over 20-25 grader, men jeg kunne ikke engang få den over 15 grader, så det var jo fint nok. Ind med fisken og så var det bare at vente – 8 timer skulle de have iflg den opskrift jeg benyttede. De første par timer kiggede jeg jævnligt til ovnen, for at se om der stadig var gang i den.

Da filetterne havde fået ca. 4 timer, gik jeg ud for at tjekke hvor meget røgsmuld der var tilbage. Desværre var der masser tilbage, da gløden var gået ud. Jeg tog derfor røgbakken ud og fik sat gang i den igen. Efter en halv time var den også gået ud. Jeg prøvede at få gang i den 2 gange mere, uden held.

Jeg tog filetterne med indenfor og tænkte at jeg ville prøve at få gang i røgsmuldet igen dagen efter, når det var blevet lyst igen. Dog kunne jeg ikke dy mig for lige at smage hvor meget røg de havde fået. Her fik jeg mig lidt af en overraskelse, da de faktisk smagte ganske godt. De var lidt for salte, men ikke noget der gjorde dem uspiselige på nogen måde. På et stykke franskbrød kunne man ikke smage den lidt for salte smag. Men måske de skulle lige lidt kortere tid i saltlagen næste gang.

Så overordnet set var min første røgning en success. Jeg har nu bestilt noget nyt røgsmuld, da det kan være at det der fulgte med ovnen var af en lidt for dårlig kvalitet. Derudover er der også bestilt udstyr til at lave spegepølser med. Så nu må jeg se hvornår jeg kommer i gang med næste portion til rygeovnen.

Jeg fik desværre ikke taget billeder af processen, så det må vente til næste gang.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

Scroll To Top